Tai Chi Chuan – kinesisk kampkunst baseret på taoistiske principper
Tai Chi Chuan – i daglig tale som regel blot benævnt som Tai Chi – er en del af den rige kinesiske kulturarv og genstand for utallige teorier om dets nøjagtige oprindelse. Direkte oversat betyder Tai Chi Chuan ‘Den store ultimative knytnæve’. Systemet blev da også oprindeligt udviklet som en kampkunst, men har siden oplevet stigende popularitet som sundheds- og meditations-øvelser.
Da Tai Chi er baseret på taoistisk filosofi og principperne for Yin og Yang, har det indarbejdet balancen mellem modsætningerne i teknikken – fx ‘fuld og tom’ samt brugen af ‘det bløde’ til at overvinde ‘det hårde’. Tai Chi adskiller sig også fra andre kampkunster ved at være en ‘indre’ form som trækker på styrken fra ‘chi’ (livsenergien) i stedet for den normale rå kraft. Målet er at opnå den mest effektive anvendelse af kroppen med mindst mulig anstrengelse.
Tai Chi Chuan træner både det indre og det ydre
Tai Chi Chuan er en gammel form for boksning, som der i Vesten ofte refereres til som ‘skyggeboksning’. Mens stilarten oprindeligt var udformet som selvforsvar, er den senere blevet forfinet til en langsom, yndefuld og rytmisk øvelse, som kan bane vejen for et godt helbred hos alle – ung og gammel, stærk og svag.
Ved udøvelsen af Tai Chi Chuan må såvel sind som muskler være afslappede, mens lemmer og talje er så fleksible som muligt. De afslappede bevægelser styrker nervebanerne og blodcirkulationen. Efter et stykke tids træning vil udøverne af Tai Chi Chuan føle en strøm af varme cirkulere op til hver enkelt fingerspids under de afslappede og kontinuerlige bevægelser – et tegn på cirkulationens effekt.
Fra de langsomme til de hurtige bevægelser
Indlæringen af Tai Chi Chuan starter med de langsomme bevægelser. For begynderne giver den blide drejning af taljen en god motion af de indre organer, der hermed styrkes. Mere øvede elever vil opleve, at denne gode effekt fremhæves af den afstemte langsomme, dybe og stille vejrtrækning i maven under øvelsen.
Til brug for selvforsvar gøres bevægelserne lynhurtige. For at beherske disse teknikker kræves en gradvis indlæring og vedvarende træning af formene under vejledning af en erfaren lærer.
Harmoni og balance
Træning af Tai Chi Chuan giver en følelse af velvære. Ved at øge den frie strøm af energi kan Tai Chi Chuan genoprette balancen og harmonien mellem udøverens fysiske, mentale og spirituelle natur. Regelmæssig træning gør kroppen bevægelig og elegant, sindet opmærksomt og afklaret og livet sundere og længere.
Læs mere om de forskellige Tai Chi former
Mester Tung Kai Ying er en af de sidste, store yangstil-mestre i verden – besøg hans hjemmeside!